Artikel fra Roskilde lokalhistoriske Arkiv, 1987

Melchior Borchgrevinck

- renæssance komponist

- Udgav madrigalsamlingen "Giardino novo" København 1605-06.

- død 20. november 1632

Melchior Borchgrevinck
kannik i Roskilde og kgl. hofkomponist

Af Eva Tønnesen.

En dag midt i januar måned 1987 fik Roskilde lokalhistoriske Arkiv besøg af en norsk herre, der præsenterede sig som Theodor Borchgrevinck. Navnet syntes mig på en eller anden måde bekendt, og det viste sig da også, at han var kommet til Roskilde for at søge oplysninger om sin berømte forfader, Melchior Borchgrevinck, kannik i Roskilde og kgl. hofkomponist hos Christian IV.
Den kongelige musik-etat bestod på Frederik II's tid af 3 afdelinger: Trompeterkorpset, instrumentisterne og sangerne. Trompeterne - 15 mand, heraf 6 beredne - havde deres naturlige plads i processioner, hvor de spillede deres flotte fanfarer. De fulgte kongen i krig og forrettede tjeneste som herolder og kurerer. Instrumentisterne, 9 ialt, fungerede som kongens orkester, der leverede taffelmusik og anden underholdning ved særlige lejligheder, f.eks. ved statsbesøg. Sangerne eller "cantorerne" rangerede højest. De lededes af en kapelmester og havde som hovedopgave at medvirke ved gudstjenesten i slotskirken. Koret bestod af 4 basser, 4 tenorer, 4 alter og 8 diskantister eller sangerdrenge, der stod i lære hos kapelmesteren.
Musiklivet var dengang som nu internationalt. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at Frederik II den 1. januar 1587 udnævnte nederlænderen Bonaventura Borchgrevinck til kapelmester. Navnene på hans sangerdrenge eller geseller tyder også på nederlandsk afstamning - en af dem var hans søn, Melchior Borchgrevinck. Det blev dog kun til et kort ansættelsesforhold, idet Bonaventura Borchgrevinck allerede juli samme år blev afskediget, uvist af hvilken grund, men nogle af hans geseller, deriblandt sønnen Melchior, blev i Danmark som instrumentister, og de videreførte den nederlandske musiktradition, der havde vundet indpas ved hoffet.
Ved Frederik II's død 1588 havde musik-etaten en størrelse og en position, så den med rimelighed kunne varetage de daglige opgaver, men det var bestemt ikke et kapel, der var berømt uden for landets grænser. Formynderregeringen for den mindreårige Christian IV var stort set tilfreds med denne tingenes tilstand. Dog syntes man, det var lige lovlig flot at have et orkester på 9 mand, der kun anvendtes ved celebre lejligheder, så de 3 blev afskediget. Også lønnen blev skåret lidt ned. Den adelige formynderregering optrådte sparsommeligt. Der skulle ikke ruttes med statens midler til tant og fjas - det ville både egne og standsfællers pengepunge jo i den sidste ende kunne mærke!

Den kgl. musik-etat skulle imidlertid snart mærke mildere vinde blæse. Renaissancetidens pragtudfoldelse arkitektonisk, kunstnerisk, musikalsk m.v. ved de førende europæiske hoffer var naturligvis et udtryk for deres politiske magtstilling. Denne pragtudfoldelse ønskede den danske regering ikke at stå tilbage for ved en lejlighed, hvor Europas øjne hvilede på Danmark, nemlig ved Christian IV's kroningshøjtidelighed i 1596. Da den unge tronfølger tilmed var meget interesseret i musik, var det naturligt at satse en del på dette felt. Antallet af instrumentister kom op på 15 stykker. Hertil kom 23 sangere og 33 trompetere.
Selve kroningsfestlighederne må have været en livsoplevelse for alle deltagende musikere, også for den unge Melchior Borchgrevinck. Til lejligheden var der indforskrevet instrumenter af det pure sølv fra udlandet, og musikerne var klædt i pragtdragter af fløjl og silke i stærke farver. Det er ikke meget, der er bevaret af den til lejligheden skrevne musik. En enkelt trompetfanfare er bevaret i en håndskreven nodebog, der opbevares på Det kgl. Bibliotek. Fanfaren er tostemmig og bærer navnet "Melchers Musica" - måske skrevet af Melchior Borchgrevinck?

Christian IV's kroning blev optakten til en blomstringstid for musikken ved det danske hof, en udvikling, som ikke mindst Borchgrevinck kom til at præge. Allerede under formynderregeringen lykkedes det ham at vinde sine arbejdsgiveres bevågenhed. 1593 steg han i løn fra 100 daler til 144 daler årligt og blev herved nummer 1 på lønningslisten. Hertil kom kostpenge og en hofdragt. 1596 fik han yderligere et skub opad på karrierens stige, idet han kom på sin første udlandsrejse i embeds medfør. Rejsen gik til musikbyen Danzig, hvor han havde fâet til opgave at købe instrumenter til hoforkestret og skaffe egnede elever/geseller til kantoriet, det kgl. kor. Året sluttede med en udnævnelse til organist og en ny lønfor- højelse til 196 daler ârligt.
Året efter fulgte endnu en udlandsrejse: Denne gang til London - en anden af Europas førende musikbyer - igen for at skaffe egnede instrumenter. Der var nemlig endnu ingen danske instrumentmagere. For øvrigt viser regnskaberne fra disse rejser, at det lykkedes ham at opfylde sin mission uden at overskride de bevilgede midler med mere end et par daler.
1599 blev han sendt på en studierejse til Venedig for at studere hos en af Europas førende musikpædagoger, Markuskirkens kapelmester, Giovanni Gabrieli. Straks ved hjemkomsten i maj 1600 blev Borchgrevinck forfremmet til hoforganist, og hans løn steg nu til 320 daler + hofklædning. Samtidig blev han lærer for 4 geseller og modtog en hædersgave på 200 daler i november samme âr. 4/8 1601 modtog han kongens kontrafej (portræt), hvilket svarer til senere tiders tildeling af en høj orden. Omtrent samtidig blev han kannik i Roskilde, og hermed etableredes hans tilknytning tit Roskilde.
Kannikeembedet, han erhvervede, havde sin rod i det før-reformatoriske Roskilde. I katolsk tid var der til hver domkirke knyttet et sâkaldt domkapitel, nemlig alle de præster, der var ansat til at forrette de gejstlige handlinger, kirken var forpligtet til at udfore, f.eks. læsning af tidebønner og sjælemesser. Disse domkirkepræster blev kaldt for kanniker. Med tiden blev domkapitlerne meget magtfulde og velhavende institutioner: Hvem ville ikke redde sin sjæl ved at betale til kirken! Roskilde Domkapitel blev landets førende. så stærk var dets stilling, at end ikke reformationen førte til kapitlets opløsning, men naturligvis ændrede det karakter. Kongemagten over-tog jo al kirkens gods, og efterhânden som de gamle kanniker døde, og deres præbender blev ledige, kunne man disponere over indtægterne. Præbenderne var den faste ejendom (gerne et vist antal bondegârde), hvis afkast gik til at lønne kannikerne. Kannikerne boede i de såkaldte residenser i domkirkens umiddelbare nærhed. Ligesom præbenderne var af
meget forskellig størrelse, spændte residenserne fra store gårde, der tilfaldt kapitlets øverste embedsmænd, til små beskedne huse, som de menige kanniker måtte tage til takke med.
En del af præbenderne gik naturligvis til aflønning af den nye protestantiske gejstlighed, men da den kun udgjorde en brøkdel af det katolske domkapitel, blev der mange præbender til overs til andet brug. Præbenderne med tilhørende residenser blev fra nu af anvendt som en form for pension for statens højere embedsmænd, der herved kunne få betrygget deres alderdom. Nogle præbender blev imidlertid anvendt til aflønning af folk, der havde et embede at forvalte, som i Borchgrevincks tilfælde.
Kapitlet bevarede en række fælles opgaver af administrativ og juridisk art. Bl.a. sad en del af kannikerne i den såkaldte tamperret, der dømte i ægteskabssager. En anden vigtig opgave var at bidrage til Roskilde Katedralskoles opretholdelse og disciplenes underhold, samt at føre tilsyn med undervisningen. Ogsa katedralskolen skiftede karakter fra en gejstlig til en verdslig institution. Skolens rektor og lærerpersonalet blev ligeledes lønnet ved tildeling af kanonikater (kannikeembeder).
Behrmann siger i sin Roskilde-topografi om kanonikaterne: "...da disse var rige nok til at kunne både føde og fede deres Mand, saa bleve de med Begjærlighed søgte." Kapitlets magtstilling byggede især på det privilegium, at det selv kunne bortgive en stor del af præbenderne - resten besatte kongen. Endvidere havde præbenderne patronatsretten til et stort antal landsbykirker på Sjælland. Det vil sige, at de som ejere af disse kirker havde ret til at udnævne sognepræsten.
Denne lille stat i staten var nok værd at blive indlemmet i, også selv om man matte tage til takke med et mere beskedent præbende til at begynde med. Desværre anfører ansættelsesbrevet ikke, hvad det er for et præbende Borchgrevinck har overtaget. Han blev ikke residerende kannik, men beholdt sin bolig i København. Med datidens transportmidler, kunne man naturligvis ikke rejse frem og tilbage hver dag, så det er ikke den store tilknytning han har haft til Roskilde i første omgang.
Borchgrevinck kaldes nu for øverste instrumentist. Hans rejser og musikstudier havde givet ham et indblik i datidens ypperste hofmusik, hvilket han udnyttede ved udgivelsen af en madrigalsamling i 2 bind: "Giardino novo bellissimo di varii fiori musicali scieltissimi". Kobenhavn 1605-06. De fleste numre er af udenlandske komponister, men et par er af ham selv. Året efter udgav han: "IX Davids Psalmer, med fire Stemmer rimvis udsat". Kobenhavn 1607. Dette værk er sandsynligvis gået tabt.
1619 blev Borchgrevinck endelig udnævnt til kapelmester efter i praksis at have varetaget denne post siden 1611. Med avancementet fulgte ikke en tilsvarende lønforhojelse. Det lyder jo mærkeligt, men forklaringen får vi i et brev dateret Kronborg 5. november 1618. Ved dette brev opnåede han det rige Sct. Sigfrids Præbende. I brevet anføres, at han skal nyde de samme rettigheder som de residerende kanniker. Borchgrevinck øjnede snart muligheder for at øge sine indtægter betydeligt: Dels var han ude efter et ledigt kanonikat og dels kirkeværgens embede (det kunne jo altid bestrides ved en underbetalt stedfortræder). Der var naturligvis også andre kandidater til så "fede ben", og domkapitlet foretrak 2 indflydelsesrige adelsmænd frem for denne musikant. Borchgrevinck klagede straks til kongen, der henstillede til domkapitlet om at tage sagen op til fornyet undersøgelse. Enten er sagen blevet henlagt i "syltekrukken", eller også har kapitlet fremturet med juridiske spidsfindigheder. Efter et halvt ars tid far Borchgrevinck atter sin kgl. beskytter til at kræve en afklaring på sagen ved næste berammede retsmøde. Desværre er dommen ikke bevaret.
5 år efter må kongemagten igen drage i felten for sin protege imod de vrangvillige residerende kanniker i en ny retssag. Også denne reprimande må gentages. Ingen af parterne ville jo give sig.
Året efter i 1627 blev Borchgrevinck selv reside-rende kannik, idet han blev afskediget som kapelmester. Ikke fordi han forvaltede sit embede dårligt, men på grund af Trediveårskrigens dræn i statskassen. Borchgrevinck havde sit på det tørre med det gode præbende i Roskilde. Hvor havde han i grunden sin gård? Mærkeligt nok boede han ikke i Sigfrid Kapels gård, men i kantorens residens. Denne lå iflg. Behrmann: " ... i lige Linie imod Norden med Kir-kens Taarne." På Resens kort fra 1677 kan vi se placeringen af den såkaldte kantorhave - garden var på dette tidspunkt væk.
Borchgrevinck havde en stor familie at forsørge. Sammen med sin kone, Magdalene, havde han flere sønner. Som naturligt var, gik de i katedralskolen. I skolens dimittendlister finder vi 4 studenter, der efter al sandsynlighed var hans sønner, nemlig Christian og Augustus, der blev studenter i 1628, Frederik og Melchior, studenter fra hhv. 1635 og 1644. Endelig var der en stærkt handicappet søn, som efter faderens død kom til at bo i Duebrødre Kloster, en af de milde stiftelser i byen.
Med en stor familie og dyre vaner fra tiden som kapelmester er det ikke mærkeligt, at vi snart hører klager over Borchgrevincks pengegridskhed. I 1631 fremsattes klager over hans forvaltning af Trønninge Skov, der hører til Sigfrids Præbende. Hugsten var for kraftig, og han solgte endog træ til bønder og borgere, der ikke var lokale.
Samme år fik Borchgrevinck sit gamle embede som kapelmester tilbage. For at forebygge nye stridigheder sendte kongen i 1632 et brev til domkapitlet, hvori det præciseredes, at Borchgrevinck stadig skulle nyde rettigheder og vederlag som de residerende kanniker. Det fik han dog ikke større glæde af, for han døde 20. november 1632.
Boopgørelsen skulle vise sig at blive en ret så speget affære. Normalt fik enken bevilget et nådsensår, hvor hun kunne blive boende i residensen og have sit underhold, men i dette tilfælde gik det ikke glat igennem. Klagerne vedrørende Trønninge Skov måtte nærmere undersøges. Der blev også optaget syn på kantorgården, på hele husets forfatning, på grundens indhegning, på brønden og på frugttræerne i haven. Man ønskede også at forvisse sig om, at et hus som Borchgrevinck ved kongens og rigens råds dom var kendt pligtig til at opføre, nu også var blevet bygget. Synsmændene fik en tønde tysk øl for deres ulejlighed.
Først i maj 1634 kunne sagen afsluttes. Huset var ganske rigtigt ret forfaldent, men enken blev eftergivet forpligtelsen til at genoprette skaderne. Til gengæld blev hun kun bevilget halvt nådsensår og halvpart af småredsel, en særlig naturalieydelse, gerne i fjerkræ. I mellemtiden var der jo også forløbet over 1 år med juridiske trakasserier, og hun har jo næppe været sat på gaden i den mellemliggende tid, så alt i alt har hun vist kun haft grund til at være tilfreds med afgørelsen.
Sønnerne kom også i vej efterhånden. Et oldebarn endte som direktør for et kobberværk i Røros i Norge og herfra nedstammer en vidtforgrenet slægt, der af og til mødes og udveksler slægtshistoriske oplysninger. Derfor besøget af en af Borchgrevincks fjerne efterkommere i Roskilde lokalhistoriske Arkiv. I Danmark er slægten derimod uddød.

Mere materiale
> artikler
> arkiv forside

> billeder af Borchgrevinck


> til top
kontakt@musikhistorie.dk